Om Kristofferus

Der var engang en kæmpe, der var så stærk, at han med én hånd kunne rykke et træ op af jorden. Hans navn var: Offerus.

En dag sagde han til sig selv; ”Jeg vil tjene den mægtigste konge i verden.”

Altså rejste Offerus fra by til by, fra land til land og endelig kom han til en konge, der herskede over mange riger. Offerus blev ført frem for kongens trone og kæmpen fik tjeneste som kriger.

Samme dag drog Offerus af sted mod nabokongen, som var budt ind i landet med sin hær.

På vejen rykkede kæmpen et træ op med rod og svang det over sit hoved som en kølle. Da fjenden kom, slog Offerus dem alle med sin kølle og der blev stor glæde i landet.

Kongen lod dække et rigt bord med den bedste mad og bød spillemændene at spille op til fest. Under hele festen sad kæmpen ved kongens side.

En af sangerne nævnte i sin sang den ondes navn og kongen slog korsets tegn for sin pande. Det så Offerus og spurgte kongen, hvorfor han gjorde dette. Kongen svarede; ”Når den ondes navn nævnes, slår jeg et kors for at værge mig.”

”Så er djævlens magt større end din – ham vil jeg tjene.” sagde Offerus og drog ud i verden for at finde den onde.

Offerus spurgte nu hos høj og lav, men ingen kunne fortælle ham, hvor den onde boede. Omsider mødte han den onde i en mørk skov. Offerus kom nu i tjeneste hos djævlen selv.

Ved vejen stod et kors og den onde veg udenom. ”Hvorfor går du udenom?” spurgte Offerus.

Djævlen ville først ikke svare, men sagde så; ”For det tegn må jeg vige, for det tilhører ham, jeg ikke kan nævne navnet på.”

”Er han mægtigere end du?” spurgte Offerus. ”Både himmel og jer er hans rige.” svarede den onde.

”Ham vil jeg tjene og ingen anden.” svarede Offerus og drog ud i verden for at finde den, der har korsmærket i sit skjold.

Længe søgte han og omsider fik han det råd at spørge hos en hellig eneboer i en hule i ørkenen. En smal sti førte til hulen og Offerus fandt den gamle mand.

”Kan du sige mig, hvor jeg kan finde den mægtigste af alle konger, ham som er herre i himmel og på jord?” spurgte Offerus.

”Jeg er selv hans fattige tjener og bereder mig på at møde ham.” svarede eneboeren.

”Jeg vil også tjene den konge. Vis mig vejen.” sagde Offerus.

”Herren vil kun have rene og gode mennesker i sit følge,” sagde manden, ”du må faste og bede.”

”Det er ikke min vej, se på mine arme og ben, du må give mig noget, hvor jeg kan bruge mine kræfter.”sagde Offerus.

”Langt derude løber en farlig flod. Drag derhen, byg dig en hytte og bær de rejsende over på din ryg.” sagde manden.

”Ja, det er et arbejde for mig.” sagde Offerus og tog straks afsted.

Ved flodens bred byggede han sig en hytte og bar de vejfarende over på sin stærke ryg.

Syv år igennem tjente Offerus Herren.

En uvejrsnat vågnede han ved at hans navn blev råbt. Offerus greb sin stav og gik gennem bølgerne til den anden side. Men han så ingen og vendte tilbage til sin hytte. For anden gang hørte han sit navn blive råbt og nu hørte han, at det var et barn, der kaldte. For tredje gang lød råbet; ”Bær mig over, O!” På den anden side af strømmen så han et lysskær og stormen lagde sig, da han gik gennem vandet. Forundret så han, at det var et barn, der ventede ham. Offerus satte leende den lette byrde på ryggen og gik ud i vandet.

Stormen rejste sig igen, bølgerne voksede højere og højere og byrden blev tungere og tungere. Da sagde kæmpen Offerus; ”Jeg troede, jeg bar et barn, men det er , som om den hele verden hviler på mine skuldre.”

Da barnet nu talte, udgik der et lysskær fra dets hoved, som var det selve solen og stjernerne bøjede sig ned; ”Jeg er Kristus, din herre. På din ryg bærer du mere end hele verden. Du bærer den, der skabte den. Du er min  tro tjener og derfor skal dit navn være Krist-offerus. Som er et tegn skal du plante din stav i jorden og den vil fæste rod og skyde grønne blade.”

Dette gjorde Kristofferus straks. Næste morgen var han død, men udenfor hytten stod staven og fra den skød grønne blade, blomster og frugter.